Velo Tour de Lillebælt 2018

Søndag d. 19. august var dagen, hvor alle os tosser med de franske forhjulstrækkere skulle mødes i Middelfart, nærmere bestemt ved Hindsgavl naturcenter.
Da vi havde betalt startgebyret og monteret rallypladen, var det tid til morgenbordet som traditionen tro var med alt godt til at komme på brødet. Da klokken nærmede sig 10.00 kaldte Jacob og Jørgen til samling og informerede lidt om turen, som i år ville være på Fynssiden af Lillebælt. Det betyder at ALLE bakker går nedad og der er kun medvind, så der var lagt op til en rigtig god tur. ”5 minutter” blev der råbt, den Sorte Charmør blev startet op, og en sagte brummen og raslen blandede sig med et let blårøget slør. Så satte vi i gang og trillede stille og roligt gennem Hindsgavl dyrepark med udsigt til alle bambierne og deres forældre; videre gennem skoven mod Fænø sund, for at gøre et lille stop på det gamle Sindsyge Hospital, hvor Jørgen fortalte om historien for stedet. Bl.a. var man indlagt på 1., 2. og 3. klasse, samt hvor moderne byggeriet var i 1880´erne med træk og slip og kloakering, og som afslutning fik vi lige et lidt mørkt kapitel fra deres kirkegård, hvor de ca. 1000 personer, som er begravet der, alle er begravet uden hjerne, da denne er lagt i formaldehyd og sendt til Aarhus. Efter dette lille stop trillede vi videre gennem landlige omgivelser, indtil vi ramte et par pavée stykker. Nu er det jo små franske maskiner, som ret beset er cykler med hjælpemotorer, så Jeg tænkte straks på et meget kendt forårs-cykelløb kendt som L´enfer du Nord (Helvede i nord). Nu hvor vi var rystet godt sammen (eller fra hinanden?) blev det tid til et stop ved Gamborg Nor, så benene kunne blive strukket og Hans kunne få lappet sin Velo sammen med noget ståltråd, da 2 af 3 beslag som holder tanken var knækket efter mødet med pavée nr.2.
Efter pausen gik det videre langs vandet mod Føns, hvor fiskehejrene stod på lur efter småfisk og på markerne græssede grågæs. Så drejede vi i retning mod Indslev, hvor vi skulle besøge Indslev bryggeri og smage lidt på varerne. På bryggeriet startede vi med historie om bryggeriet og rundvisning gennem alle faser af brygningens ædle kunst; efter rundvisningen blev vi installeret i slyngelstuen med madpakker, og så kom varerne ellers på bordet i en lind strøm. Der var rød, hvede, hvid, flere sorte, græskar og alt muligt andet: Ca. 10- 12 forskellige slags trak vores rundviser Karen frem fra køleskabet, ja, der var sågar en Julebryg - og det var ikke en fra sidste år, så da vi kørte videre var alle mand og en dame helt glade i låget og i julestemning. Fyldt med mad, drikke og oplevelser gik turen nu mod Kærby, videre til Båring og derfra til Strib for så at følge vandet helt til Middelfart, hvor vi gjorde holdt ved et ishus. Derfra gik turen tilbage til naturcenteret, hvor Jacob og Jørgen´s koner stod klar med kaffe og kage. Det er ævlekage sagde de. Og så blev der ellers ævlet løs om turen, og hvad der skulle fikses før næste tur.
Tak for en dejlig tur og et super arrangement. Jeg kommer igen til næste år, selv om at bakkerne går opad og der er modvind i Jylland. Vi var for øvrigt 15 til start og alle fuldførte løbet, men så kunne kadaverexpressen da heldigvis bruges til vores indkøb på bryggeriet.
Michael Søbeck

 Se en video fra Touren her: https://www.youtube.com/watch?v=DJTwYZEfueg&feature=youtu.be